• Business-overblik: Flere lande vender skuden efter dage med blodrøde tal

    来源: BDK Finans / 08 4月 2025 01:23:56   America/Chicago

    Godmorgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik. I dag runder vi blandt andet: Danske Banks topchef er dybt bekymret over en »markant ændret« verden, der kan vende på en tallerken når som helst Skogigant buldrer ind i Indien. Regeringen håber på skorevolution, men små producenter er bekymrede Trump har skabt kæmpe aktiepanik. Sådan bør du reagere som investor Søfartsindustrien bløder op om klimaafgift: Kan blive godt på trods af »mange huller i osten« Men vi begynder med en positiv nyhed oven på de seneste dages mange kaosoverskrifter fra aktiemarkederne verden over. God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business! Dagens hovedhistorie Det asiatiske aktiemarked vender skuden efter flere dages blodrøde tal Det er knap en uge siden, at USAs præsident, Donald Trump, sendte de internationale markeder ud i – mildest talt – kaos med sin toldkrig. I går skrev vi om styrtdyk på det asiatiske marked, men i dag er skuden vendt. I skrivende stund har markederne været åbne i flere timer, og håbets farve, grøn, dominerer, og især de japanske aktieindekser trækker op. Det brede japanske Nikkei-indeks er på nuværende tidspunkt oppe med 5,75 procent sammen med TOPIX-indekset, der også for nu er oppe med 6,19 procent. Til de gode nyheder skal det tilføjes, at begge indekser har lidt 13 procent i kurstab i siden Trumps toldudmeldinger, skriver Reuters. Der er derfor en del at hente tilbage på aktiemarkederne endnu. I andre dele af Asien er de grønne tal mere beskedne. Hongkongs aktieindeks ligger lige nu i +0,44 procent, Shanghais ligger i +0,47 procent, mens det sydkoreanske KOSPI-indeks ligger i +0,41 procent. Markederne her er dog også i markante minusser, når man kigger en uge tilbage i tiden. De positive tal på især det japanske aktiemarked kædes sammen med, at den japanske premierminister, Shigeru Ishiba, mandag havde et telefonopkald med Donald Trump, hvor han udtrykte sin skuffelse over toldsatserne og opfordrede den amerikanske præsident til at genoverveje sin beslutning. Samtalen mellem de to statsledere mundede dog ikke ud i nogen reel aftale om at forhandling. Donald Trump var også senere ude at skrive på sit sociale medie, Truth Social, at toldsatserne over for Japan er »hårde, men fair«. Det skriver vi om 1. Trump har skabt kæmpe aktiepanik. Sådan bør du reagere som investor Selvom Donald Trumps told har fået aktiemarkederne til at smelte sammen, behøver investorer ikke at gøre det samme. Her er to eksperters gode råd. Læs historien her. 2. Meta og Microsoft klar med nye kunstige intelligenser Giganterne, som dagligt mister tocifrede milliardbeløb i markedsværdi, skyder flere kræfter og penge i nye udgaver af deres satsning på at vinde kapløbet om brugerne. Læs historien her. Det bør du også læse Stik mod alle forventninger: Blodbad på amerikanske børser udeblev Der var lagt op til tordenbrag på de amerikanske aktier mandag, men det blev en fuser. Alligevel gyngede de frem og tilbage i et tempo, der næsten var svært at holde trit med. Læs historien her. Det skriver andre medier om 1. Danske Banks topchef er dybt bekymret over en »markant ændret« verden, der kan vende på en tallerken når som helst Danske Banks topchef, Carsten Egeriis, har fået travlt de seneste dage, for »verden har ændret sig markant«, fortæller han i et interview til Børsen. Det kræver, at han forsøger at finde ud af, hvad det får af konsekvenser for Danske Bank og dens kunder. I den forbindelse fortæller han, at han på trods af sine 25 års erfaring savner et sammenligningsgrundlag for det, der udspiller sig på de store geopolitiske linjer, og sammenligner usikkerheden med den, man så under covid-19. Lige nu er det frygten for en reel handelskrig, der fylder mest, fortæller Carsten Egeriis, der dog hæfter sig ved, at situationen kan vende, lige så hurtigt som kaosset kom. 2. Skogigant buldrer ind i Indien. Regeringen håber på skorevolution, men små producenter er bekymrede Verdens andenstørste producent af gummisko, Hong Fu Industrial Group, producerer sko for både Nike, Converse, Adidas og Puma, og nu planlægger de at bygge en enorm fabrik i det sydøstlige Indien, skriver BBC. Efter planen skal produktionen af sko løfte standarden for fodtøj i Indien og desuden beskæftige op til 25.000 medarbejdere i Indien og producere 25 millioner sko om året. Men den store investering skaber ikke kun begejstring i landet, der også har store problemer med fattigdom i en grad, hvor mange ikke har råd til sko fra de kendte mærker. Derfor vækker investeringen især bekymring hos de små skoproducenter, der anslås af udgøre to tredjedele af det samlede marked for fodtøj i Indien. Her er man bange for, at sektoren bliver negligeret i regeringens ambition om at løfte kvaliteten af Indiens fodtøj. 3. Søfartsindustrien bløder op om klimaafgift: Kan blive godt på trods af »mange huller i osten« Det diskuteres lige nu i Den Internationale Søfartsorganisation, hvordan den grønne omstilling skal se ud i søfartsindustrien. Og mens de mest ambitiøse af aktørerne har været særdeles vokale omkring en CO2-afgift på fossile brændstoffer, heriblandt Danske Rederier, slås nu en mere kompromissøgende tone an. Nu lyder det ifølge den administrerende direktør for Danske Rederier, Anne H. Steffensen, i Finans, at det ikke er lige så vigtigt med en afgift, men at man blot sikrer sig, at der er en prismekanisme, der gør, at det ikke kan betale sig at sejle på fossile brændstoffer. Fra A.P Møller - Mærsk lød det også i marts, at de kompromisforslag, der er fremlagt, kan fungere på trods af mange huller i osten«. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser mandag: Dow Jones: -0,9 procent S&P 500: + 0,2 procent Nasdaq: +0,1 procent Asien – indeks tirsdag dag kl. 07:48: Japan Nikkei: +5,58 procent Hongkong Hang Seng: +0,39 procent Kina CSI Shanghai: +0,57 procent Tak, fordi du læste med! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-flere-lande-vender-skuden-efter-dage-med-blodroede-tal
分享